Når referater begrænser
Jeg så et par referater for nylig, som vakte særlig opmærksomhed. Det var referater vedrørende en kvinde, som var sygemeldt efter en hjerneblødning. Hun havde været til samtaler med Jobcenteret, og sagsbehandleren havde skrevet referatet. Kvinden havde bedt om referatet, for hun modtog det ikke automatisk. Der var flere ting, som hun ikke kunne genkende. Hendes samlever havde været med til møderne. Han kunne heller ikke genkende det billede, der blev tegnet.
Der udarbejdes ofte referater, journaler, notater, som er et udtryk for den professionelles synsvinkel men ikke hovedpersonens oplevede vinkel. Når referaterne ikke er fyldestgørende eller de er direkte misvisende, er det væsentligt at handle på. Din oplevede virkelighed er betydningsfuld.
Som ved disse referater: Her sås en overskrift med titelen "Hvad blev aftalt". Faktum var, at der var én sætning ud af en hel A4side som beskrev en aftale. Den resterende tekst var præget af sagsbehandlerens vurderinger/forestillinger/sammenkoblinger og ikke af de faktuelle oplysninger i sagen.
Der er mange, der oplever misforståelser i mødet med systemet. Resultatet bliver - som billedet - mudret og uklart. Som sygemeldt kan du fanges i forestillinger som f.eks. "Det er jo dem der bestemmer - de er autoriteten", "De ved nok bedst", "det er farligt at sige dem i mod", "jeg orker ikke kæmpe mere". Ja, måske ved du ikke engang, at der ligger et referat af møderne.
Det er forståeligt, for du er på ukendt, jordskælvsagtig grund, når du står med en sygdom/skade. Og du er sandsynligvis afhængig af en indkomst.
Samtidig vil jeg understrege, at det er så væsentlig en del af genoptræningen at stå ved sit udgangspunkt, Stå ved det, du oplever og mærker. Det er aldrig noget pjat.
Da vi gik igennem referaterne, blev kvinden klar over hvor vigtig en del af hendes genoptræning, det var, at gøre indsigelse.
Jeg finder det væsentligt at understrege, at en genoptræning er en mulighed uanset din sygdom eller skade. Du træner dig op igen eller du indser, at der skal noget andet til for at du kan fungere i hverdagen. Det er ikke noget, som bare lige sker.
Derfor går jeg tilbage til referatet. Et sted stod der for eksempel, at vedkommende havde nogle kognitive skader, bl.a. i forhold til sygdomserkendelse. Som kvinden sagde, "Hvor har de det fra? Jeg har svært ved at mærke, hvad der er galt, jeg har brug for hjælp til at finde ud af det".
Samarbejdsviljen mindskes, når vi sættes i bås eller når vi ikke kan genkende det, der står.
Det kan f.eks. være meget relevant at se manglende sygdomserkendelse i et mere alment menneskeligt perspektiv. Vi kan alle opleve perioder, hvor vi ikke i stand til at begribe, hvordan vi fungerer. Vi har svært ved at (er)kende vores evne til at fungere i samspil med omgivelserne. Vi har brug for hjælp til at få øjnene åbnet.
Vores øjne, ja evne til genoptræning/raskmelding/rehabilitering, åbnes ikke med andres forudindtagelser og forplumrede referater.
Hvad kan hjælpe dig:
Stå ved dit udgangspunkt og skab et sikkerhedsnet.
Hav en bisidder med - både som opbakning og som hukommelse. Der kan være gode grunde til at optage nogle samtaler. Begrund, hvis du vil optage. Der er situationer hvor du som borger, under hensyn til personlige forhold kan optage samtaler med myndigheden. Stå ved din ret. Hvis du oplever begrænsninger i dine muligheder for at optage et møde skal det fastsættes på et sagligt grundlag.
Sørg for at få et referat af mødet.
Genlæs referatet sammen med en du har tillid til, så kort tid efter mødet som muligt. Kan du genkende dig selv. som du har det lige her og nu? Forhold dig til fakta. Skriv hvis der mangler noget. Du kan få det printet ud, overstreg det, skriv dine tilføjelser. Tag et billede af det og giv det tilbage.
Gå ikke på kompromis med noget, som er så vigtig en del af din genoptræning - af din bevægelse i livet.