Der ligger en hel krop bag, som REagerer

En mand er kommet ud af et flerårigt overforbrug af lægeordineret beroligende medicin. Han har mistet drivkraften, gløden. Dem omkring ham kan ikke forstå hvorfor. "Hey, du er kommet igennem dit misbrug". "Det er overstået". Det kan opleves som et "se at komme videre" = "tag dig sammen" = "nu skuffer du igen". Jeg blev bestilt ind til at lave en funktionsevnevurdering. Vi laver den i fællesskab. Jeg skriver "vi", for jeg kan ikke lave den uden ham, som er hovedperson. Vi ser på livet, som det har formet sig for ham. Vi ser på hans evne til at fungere under de givne vilkår. Og et ny lys opstår. En indsigt som medfører, at lægen senere spørger mig, "Hvad har du gjort?" "Han kom tilbage med en helt anden drivkraft". Jeg gjorde ikke noget. Jeg viste ham, hvad han viste mig, uden jeg lagde ordene i munden på ham eller fortalte ham, hvad han burde gøre.

"Jeg viste ham, hvad han viste mig": Jeg lyttede med hele min krop til hans fortælling: Jeg spurgte og sagde højt, hvad jeg hørte, så og mærkede. 2 kroppe, der er i resonans, uden vi behøves have fysisk kontakt. Vel at mærke med en opmærksomhed på at det levede livs erfaringer påvirker vores evne til at håndtere sanseinput og dermed vores handlinger.

Læs videre, hvis du ønsker at få en dybere forståelse. Også, hvis du synes, du - eller en anden - er doven, overreagerer eller gør noget der virker "helt ude i hampen". Det, du er vidne til, kan virke som hovedløse handlinger, men der en mening bag, som er betydningsfuld at kende til.

Jeg skrev, at handlinger kan virke som "hovedløse". Faktisk er det ikke hovedløst, men der ligger en hel krop bag, som REagerer.

Det får mig til at understrege, at du bør give tid til at læse dette indlæg – gerne flere gange – i den form der virker for dig. OG det er fuldkommen ligegyldigt, om du er den, der oplever dig overvældet af reaktioner i hverdagen, eller du læser det med dit udgangspunkt som professionel eller pårørende. Du er et menneske, og du REagerer.

Giv dig rum - undervejs - til at mærke hvad indlægget vækker hos dig. Lad reaktionerne være....Træk vejret med det, der opstår:
Når du trækker vejret ind: Vær opmærksom på det der dukker op, lige her og nu.
Når du puster ud: Vær opmærksom på, at du slipper det. Slip det.... (og hvis du ikke kan slippe det, så bare slip forventningen om, at du SKAL slippe det)
Hele tiden er der bevægelse… Vejrtrækningen leder dig på vej.

Det har betydning at give tid til at fordøje indholdet i det skrevne, for noget kan måske trigge dig. Noget kan fuldt forståeligt vække en REaktion.

Pauserne er lige så vigtige som handlingen.

Jeg skriver REaktion og REagerer, for jeg vil understrege den betydningsfulde forskel der er på at REagere og agere.

Når vi agerer, udfører vi handlinger, som ikke er en reaktion på den virkelighed, vi oplever. De er ikke impulsstyrede.

Når vi agerer, er vi - lige nu og lige her - i et sagligt samspil med omverdenen. Vi er ikke bundet af gamle historier, af rolle- og handlemønstre. Den unge fyr mærkede, at han faktisk var i stand til at agere. Han indså, hvilken kraft han også havde i sig, men han måtte give sig tid og rum nu. Han kunne ikke presse det i gennem. Han havde fuldt forståelige REaktioner.

Hvad sker der, når du REagerer

Måske kan du efter en nat med manglende søvn, stå op med en adfærd, der for andre bliver dømt som morgensur. Du REagerer på manglende søvn og måske en dag, du ikke kan overskue. De REagerer på din adfærd. Måske spreder der sig en irritation/vrede/noget usagt i luften. Det kommer ind under huden. Måske REagerer I med hurtige bevægelser, der kan opleves aggressive. Du glemmer din pung, når du går ud af døren. Eller du kan ikke finde nøglerne. I skilles uden et på gensyn. Reaktion på Reaktion medfører en handlingsspiral der indsnævres.

Kroppen husker - og den holder regnskab - måske på noget, der ligger langt tilbage.

Kroppen - inklusiv hjernen - REagerer på input indefra og udefra. Du kan ikke skille hovedet fra kroppen. Selv om du nogle gange kan have lyst til det.

Vi mennesker bevæger os i et samspil med omgivelserne. Omgivelserne kan også være mennesker omkring os. Disse samspil kan jævnligt opleves som et modspil - som du også læste i de indledende eksempler. Hvad er det egentlig, der sker?

Vores nervesystemer "spiller sammen" uden vi umiddelbart er klar over det. Det vi mærker, hører, ser - ja alt det vi sanser - registreres og sorteres til eller fra. Instinktivt og lynhurtigt. Vi REagerer med Kropslige fornemmelser, følelser og tanker baseret på det sansede. Gradvist udvikles handle- og rollemønstre. Ofte er vi ikke bevidst om det.

Når vurderinger tager styringen

Apropos nervesystemer, samspil og modspil: Vi kan instinktivt mærke, om et andet menneske vil os det godt/dårligt.

Læg mærke til, at jeg, ved at benytte et ord som "godt"/"dårligt", kommer til at sætte dette menneske/ denne handling i bås. Jeg laver en vurdering. Dette er en almenmenneskelig tendens, at vi springer et led over, så vi forholder os mere til konklusionen (forestillingen/vurderingen) end til realiteterne.

Vi bygger vores vurdering/forestilling på "iagttagelser", vi har gjort os via sanseindtryk, og der er et led vedr. sortering af inputtene, som er værd at dvæle ved. Denne første sortering af sanseindtryk kan vi have en tendens til at vi "glemme"/"overse", for den er ikke umiddelbar synlig. Og samtidig har den meget stor betydning for vores videre valg af følelser, tanker og dermed handlinger i relation til vores omgivelser.

Den foregår på et hjernestammeniveau. Her sker en lynhurtig umiddelbar sortering af det iagttagede/sansede lige her og lige nu. Den udmønter sig i en instinktiv vurdering - er der en trussel eller ej?

Den første sortering kan have en tendens til at blive unuanceret. Særligt hvis vi har en historie med os, som vi ikke er bevidste om kraften bag. Ja, selv når vi kender kraften bag, kan sorteringen blive unuanceret. Vi REagerer. Meget af dette sker, uden vi umiddelbart er klar over det.

Giv plads til iagttagelserne, før du sætter i bås. Giv plads til det sansede, før du sætter i bås. Læg mærke til nuancerne, f.eks. Musikken, der spiller en hurtig melodi, hjertet, der slår hurtigere, åndedrættet der bliver mere overfladisk, modstanden på "personen i den gule sweater". Kan du mærke effekten?

Indånding; opmærksomhed
Udånding: slip det....slip det.

hvad mærker du nu?

Træk vejret med det, du mærker. Der er bevægelse, selv hvis du ikke umiddelbart oplever det sådan. Vejrtrækningen kan minde dig om bevægelsen, for den er i bevægelse.

Indånding, pause, udånding, pause, indånding, pause, udånding, pause............

Hele tiden trækker du vejret.

Det sansede versus realiteterne - Hvad er det vi REagerer på

Den sanseoplevelse du/vi mennesker reagerer på er reel og skal tages alvorligt med en form for legende lethed. For sanseoplevelsen er ikke hele sandheden. Her er samtidig en levet erfaring, som har betydning.

Det vi iagttager/sanser kan opleves i et forskelligt lys, der afhænger af det givne udgangspunkt - ja af vores eget givne udgangspunkt. Hvis du genlæser eksemplet i starten, mærkede fyren en overvældelse i form af de sanseinput han i flere år havde dulmet. Det kan være gavnligt at være opmærksom på den væsentlige forskel der er på realitet og virkelighed. Realitet forholder sig til de objektive kendsgerninger - den helt specifikke form, farve og funktion. Virkeligheden er baseret på ens egen oplevelse af det sansede og farver "realiteten".

Jeg har erfaret, hvor sjældent vi er i stand til at forholde os til "realiteten" (hvad er egentlig realitet;-) og hvor ofte, vi reagerer på den oplevede virkelighed.

REaktioner har mere at gøre med dig som menneske end med dig som person

Som ergoterapeut ser jeg jævnligt, at mennesker på grund af deres historie kan have en - fuldt forståelig - sensorisk intolerance overfor nogle sanseinput – f.x. lyd, lys/mørke, bevægelse. ”Kroppen husker – også fra før fødsel”. De og dem omkring dem, oplever det ofte som irrationelt og uforståeligt

Ja, jeg skriver før fødsel. Sansehukommelsen starter allerede inden fødslen ved hukommelse for rytme fra livmoder og pulsslag. Hvis moderen udsættes for overfald/ trusler, ja faktisk hvis moderen blot har en grad af nervøsitet i sig ændrer puls og rytme sig – og det overføres til barnet i livmoderen. Kroppen husker.

Der kan også være tendens til at være blinde for væsentlige ressourcer og nuancer. Vi kan nemt komme til at spejle os i forestillinger og vurderinger, fremfor realiteterne. Det er almenmenneskeligt. Uanset om vi står i en rolle som professionel, pårørende eller fastlåst i en livssituation oplever vi blinde synsvinkler. Hey, vi er bare et menneske, der reagerer på det kroppen husker.

REaktioner har langt mere med dig at gøre som menneske, end med dig at gøre som person. Måske kan det være givtigt at se på eksemplet, jeg trak frem i starten af mit blogindlæg. Her var der blevet en tendens til at fastlåse ham som person, og så missede man de betydningsfulde almenmenneskelige reaktioner, han havde, og dermed muligheden for at støtte op om den bevægelse, der allerede var i gang hos ham.

Vi kan så nemt komme til at gøre det til noget individuelt med en tendens til at dømme personen, vi står over for; "Det er også fordi hun er så sart", "Han skal bare tage sig sammen". Det kan i sådanne tilfælde være givtigt at blive opmærksom på, at når vi dømmer en anden, er det baseret på vores egen oplevede virkelighed - ikke realiteten.

Den oplevede virkelighed - en vigtig medspiller

Virkeligheden = Den oplevede virkelighed - for det er det, den er - er en sammenfatning af de ting, forhold eller omstændigheder som rent faktisk findes eller gør sig gældende (på et bestemt tidspunkt). Den er afhængig af vores sansers vurdering og evne til udvælgelse. Hvis vi trigges mere massivt resulterer det i oplevelsen af kaos, tåge, afmagt. Det medfører problemer med at håndtere hverdagen. Det er bare reaktioner, og det opleves fuldt forståeligt ikke som "bare". For hold da op, hvor kan reaktioner overvælde.

Når vi begynder at opleve problemer med at klare et studie/arbejde, at komme ud ad døren, at passe vores barn, at være ”tryg og sikker” osv, kan de ikke ”opdrages” eller "bagatelliseres" væk. De kan heller ikke alene afhjælpes ved samtaler med psykolog/psykiater/psykoterapeut eller gennem indtagelse af medicin. Problemerne kan afhjælpes ved at tilpasse stimuli i dagligdagen. Og gradvist skærpe evnen til regulere og organisere reaktioner på sanseindtryk.

Det drejer sig om at give rum til den oplevede erfaring og indsigt i, hvordan sanseindtrykkene kan justeres. Det skaber forudsætning for samspil og overskud til at erfare nyt. Og det skaber mulighed for i første omgang at kære om sine egne behov og dermed sine næres behov.

Hvad kan støtte på vejen til at agere

Giv plads til hverdagens aktiviteter med alle dens sanseindtryk. F.eks. kan dybe tryk, visse former for berøring og bevægelse støtte dig til at bevare forbindelsen til realiteterne, så du ikke drukner i din egen virkelighed.

Der kan komme en dybere forståelse for sammenhængen mellem dagliglivets sansestrøm og valg af omgivelser, interaktioner og aktiviteter. Som eksempel kan mindfulness i sig selv opleves ganske overvældende og i nogle situationer være uhensigtsmæssigt, hvis ikke man har kroppen med - har forbindelser etableret. Bare det at trække vejret kan være overvældende, hvis man ikke har et vidne med sig, der kan støtte en.
Det hjælper, at have et vidne med sig (og det kan vel at mærke også være én selv). Én der forstår, at det "bare" er reaktioner:
- At det er kropslige fornemmelser, følelser, tanker der opstår på grundlag af det sansede.
- At når reaktioner opstår, er det "blot" den oplevede virkelighed, der tager over. Men det er ikke kun "blot". For reaktionerne kan opleves så massivt overvældende, at f.eks. en hånd på en skulder, kan være en trigger og endnu et skridt på vejen til at miste bevidstheden. Ydmyghed og nænsomhed har derfor væsentlig betydning.

Kontakt indadtil og udadtil

Kontakt har uendelig stor betydning. Kontakt kan have mange former. Det kan være udadtil til et menneske eller et dyr (vi skal ikke kimse af pattedyrets evne til kontakt), en genstand (et tykt tungt tæppe, der omslutter en, en sten i lommen osv)

Det hjælper at sige højt, når man kan se, at det bliver for meget. Sig det højt til dig selv, hvis det er dig der REagerer. I første omgang kan vi ikke umiddelbart mærke, hvad der rører sig, forbindelsen kan være cuttet. Men det ”indre kropsbarometer” kan støt og roligt komme til at virke, når der er en der beskriver, hvad de ser, uden de dømmer eller fortæller, hvad man skal gøre.

Det hjælper, når der bliver en bevidsthed om, hvordan sanseinput kan udformes - det er faktisk muligt at justere dem, når du bliver bevidst om, hvad der trigger og hvad der støtter i det givne øjeblik. F.eks. kan det have betydning, hvor højt og hurtigt vi taler.

Og så vil jeg minde om at man kun kan støtte, når man også får kæret om sig selv. Der er ikke grund til at forcere noget.

Der findes ikke fejltrin. Det er en vurdering. På vejen vælger vi så godt vi kan, og så kan vi drage nytte af de erfaringer, vi gør os.

Der findes ikke tilbagefald. Det er en vurdering baseret på sammenligning med tidligere funktionsniveau. REaktioner kommer og går. Som spiraler kan noget indsnævres eller udvides. Læg mærke til bevægelsen.

Langsomt er hurtigt. Ofte er meget langsomt meget hurtigt. Fordi nervesystemet reagerer så knaldhamrende hurtigt - uden for bevidsthedsniveau. Der er brug for rolig nænsomhed, ellers bliver det bare REaktion på REaktion med en handlingsspiral der indsnævres.

Der er behov for iværesættelse af den oplevede virkelighed, før noget kan italesættes og før der kan skabes bevægelse i funktionsniveauet. Hermed bliver der skabt rum for Aktion på Aktion (samt fuldt forståelige reaktioner) med en handlingsspiral der udvides.

Og med disse ord, kan jeg anbefale, at du genlæser eksemplet, som jeg indledte blogindlægget med.