Jeg havde nogle år, hvor egne reaktioner kom ud med en intens kraft. Det betød blandt andet, at jeg kunne gå i kramper, hvis jeg oplevede særlige triggere. I perioder var der meget, som triggede.

På det tidspunkt oplevede jeg en forventning til, at jeg skulle lade være med at have reaktionerne (denne forventning kom også fra mig selv). Jeg havde brug for et rum, hvor jeg kunne lade reaktionerne være.

Jeg erfarede også, at det ikke var i sundhedsvæsenet, mine reaktioner kunne blive rummet. Det kunne forståeligt nok også være svært for de nære pårørende. Begge steder blev frygten styrende. Forestillingerne fastlåste mit handlerum.

Jeg måtte finde mine egne rum. Det blev bl.a. hos min frisør.

Med denne rummelighed in mente,
vil jeg minde dig om,
at du kan trække dig fra teksten, når du bliver træt/ er ved at lukke ned
og du kan vende tilbage, når du er frisk og åben for disse input.
Kær om dit rum
- lyt til din krops signaler.
Der er ikke grund til at forcere noget.
Et rum er meget mere end et rum.
Det findes ikke kun hos en frisør.
Rummet er lige nu og lige her.
Giv dig tid og plads,
som min frisør gjorde.

Frisøren lod mig være. Hun var ikke bekymret, som jeg oplevede, de andre var. Jeg kunne ikke tåle deres bekymring - jeg kunne ikke adskille den fra min egen. Det røg ind under huden.

Der var ingen dybtliggende smertefuld historie relateret til min frisør. Hun var min frisør. Og samtidig gav hun mig et frirum, et sikkert sted at være, imens hun bare gjorde sit job.

Her var plads. En betydningsfuld ramme blev sat fra starten - ikke bevidst. Formålet var en klipning, men rummet gav mulighed for at bane nye stier for forbindelser imellem krop og hjerne, som senere kunne blive til bredere veje. Rummet var ikke frisørsalonen i sin fysiske form. Nej, det var det oplevede rum - et rum hvor reaktionerne fik plads. Uden de blev tolket - sat i bås som værende gode eller dårlige, sunde eller syge. De var der bare. Jeg fortalte, vi småsludrede, imens håret blev klippet.

Historierne strømmede, når det var relevant, sammen med reaktionerne. De kom frem i lyset - de mistede deres værdi. Ja, de havde haft deres betydning. Nu kunne de slippes. Gradvist. Som hun sagde, det har betydning "at få slidte spidser klippet af og fejet sammen". Det tog max. 3 kvarter.

Almenmenneskelige reaktioner, ikke personlige
Den amerikanske udviklingspsykolog Daniel Stern har udtrykt det klart: "Vi er alle født til at deltage i hinandens nervesystem".

Min frisør var ikke bare en god frisør. Hun skabte rum for "deltagelse i hinandens nervesystem". Hun havde en umiddelbar hjertevarme. En evne til at lytte og udvise empati. Hun spurgte ikke så meget ind. Hun skabte et rum, hvor der var trygt at være.

For at opleve sig tryg, må vi også give plads til utrygheden inden i os. Det gør vi nemmere, når vi erfarer, at det ikke har så meget med os at gøre som person, men med os at gøre som menneske. Min frisør så mig som et menneske.

Og som menneske - med alt hvad det nu indebærer - kan vi drage nytte af den Polyvagale teori, som er udviklet af psykologiprofessor Stephen Porges igennem hans mere end 30 års forskning i nervesystemets funktion.

Teorien omhandler den del af nervesystemet, som vi ikke kan kontrollere med viljens kraft og som ikke altid er synlig for os selv - eller andre. Der hvor reaktionerne bare sker, uden vi umiddelbart er herre over det.

Ifølge den Polyvagale teori er vores sociale adfærd stærkt påvirket af den menneskelige fysiologi, som har udviklet sig fra de mere primitive krybdyr. Her har vores 10. kranienerve, Vagusnerven, en central betydning. Den har et netværk af forgreninger, der udspringer fra hjernestammen og giver en refleksbaseret udløsning af reaktioner, som sker på tre stadier.

De tre stadier afspejler sig i 3 helt grundlæggende overlevelsesstrategier, vi som mennesker har med os, når vi er i et samspil med omverdenen. Et samspil som så let kan opleves som et modspil, når vi oplever os truet.

Jo mere truet, vi oplever os, jo sværere er det at have "hovedet med os". Det betyder også, at jeg lige nu vil bevæge mig lidt væk fra selve teorien. Det kan så nemt blive hovedet, der styrer. Og vi glemmer det, der har så stor betydning, nemlig kroppen.

Mærker du din krop lige nu? Forståeligt hvis du ikke gør. Du var optaget af teksten.
Hvad mærker du nu? Mærkede du en ændring i din stilling eller vejrtrækning, efter du læste mit første spørgsmål?

Bare iagttag det og tag erfaringen med dig.

Nogle gange kan tekst - lige som alle former for input - overvælde. Måske hvis det opleves ubegribeligt eller svært at fordøje. Ja, vi kan næsten opleve det, som om vi "drukner" i informationerne. Og pludselig drejer det sig (igen) om overlevelse.

Lad reaktionerne være - de er der alligevel
Trusler og overlevelse kan lyde voldsomt. Det behøves det ikke være for andre. En trussel er relativ. Tendensen til "overlevelse" er præget af bestemte omstændigheder og adfærden er reaktiv. Det er ikke noget, du umiddelbart kan styre. Men du kan lade det være - i det velprioriterede åbne. Vær opmærksom på det, du mærker i kroppen - måske fornemmer du noget uro, sitren, tyngde, lethed, anspændthed, brusende, strømmende, noget helt andet eller intet. Uanset hvad, er det ikke noget pjat - det er sådan, du oplever det.

Du kan stoppe op et øjeblik. Hvad mærker du i kroppen lige nu? Måske er der behov for at puste ud. Bare gør det...
Automatisk trækker du vejret ind, når du har pustet ud. Åndedrættet bevæger sig af sig selv. Lad det være - og vær med det. Du kan eventuelt rejse dig, strække dig, danse, hoppe, lægge dig, sætte dig, strække dig (igen;-) - bevæg dig som det passer dig, mens du trækker vejret....Mærk effekten...

Tag erfaringen med dig. Brug den efter behov, også imens du læser.

Og når du er klar, kan du vende tilbage til teksten.

Fra Krybdyr til Pattedyr
Reaktioner starter nedefra - de kommer fra sanseinput. Herefter udløses signaler fra kroppen, som bliver reguleret på forskellige niveauer i hjernestammen og hjernen. Det sker mindre eller mere bevidst og er helt afhængig af, hvordan truslen opleves. Ikke hvad den er.

Tilbage til den Polyvagale teori: Når vi er bange, er vi afhængige af den lynhurtige neurale regulering som blev udviklet for at give en tilpasningsdygtig beskyttelsesadfærd til mere primitive hvirveldyr.

Og ja, vi mennesker er også hvirveldyr;-) Vi har, citeret fra Den Danske Ordbog: "en rygsøjle af hvirvler uden om rygstrengen (rygraden), med skelet af ben eller brusk og med veludviklet hoved og hjerne". Det har krybdyr og pattedyr også. Som dem har vi desuden et neuralt netværk, hvor vagusnerven i en mindre eller mere udviklet form har en central funktion. Det er vitterligt et netværk af nerveceller der modtager og sender signaler - og skaber grundlaget for forskellige typer af social adfærd - herunder følelsesmæssige reaktioner.

Vores instinktive evne til selvbeskyttelse
Beskyttelsesadfærd - vores væsentlige evne til selvbeskyttelse - kaldes i den Polyvagale teori for en overlevelsesstrategi. Den udmønter sig i bestemte typer reaktioner. Reaktioner som sker på forskellige fysiologiske planer. Det foregår lynhurtigt og sker umiddelbart uden en bevidst opmærksomhed på truslen. Det er også vigtigt at understrege, at vores kropslige reaktioner på livstrusler ikke er viljestyrede. De er fuldt forståelige instinktive reaktioner på omgivelserne.

Jeg starter med den mest primitive overlevelsesstrategi, som også er den først udviklede hos et menneske.

1. Første overlevelsesstrategi er immobilisering. Fastfrysning af bevægelse indtil faren er overstået.
   Som et krybdyr kan vi under (oplevelsen af) intens trussel immobiliseres (spille død eller gemme os) med det formål at overleve: Hjerterytme og stofskifte nedsættes. Vejrtrækning nedsættes, iltoptagelse bliver meget lav, stemmefunktion påvirkes - kan ikke sige til eller fra.
   Instinktivt reagerer vi på truslen. Under Immobilisering kobles disse væsentlige reaktioner sammen med en orienteringsrefleks - som betyder, at vi holder vejret og alle sanser er totalt åbne.
   Kroppen er på en måde i en form for dvaletilstand, hvor systemet er lukket ned. Og samtidig slet ikke. Jeg har erfaret, at der ikke opleves megen dvale, når alle sanser er vidt åbne, og man holder vejret.
   Som pattedyr har vi behov for fem gange så meget ilt som et krybdyr. Det vil sige, det er en massiv belastning af systemet og helt naturligt cuttes forbindelsen, hvis belastningen bliver for stor (vi mister bevidstheden)
   Immobilisering er en "naturlig" måde at overleve på, når vi ikke ser anden udvej. Den har forskellige former af intensitet, fordi "livs"trussel kan opleves i forskellige styrker. Den er en fuldt forståelig reaktion på det, der opleves som en intens trussel. Vi kan som dyrene i naturen "ryste" det af os, når faren er overstået. Nogle gange kræver det, at vi lader reaktionerne være, før vi kan lade dem fare/før, vi kan "ryste" det af os.
   Der er brug for rum til at erfare, at dette er muligt.
   
2. Anden overlevelsesstrategi er mobilisering. Kamp/Flugt indtil faren er overstået.
   Som pattedyr mobiliserer vi al vores kraft med det formål at overleve: puls op, mere ilt, øget blod til muskler, mindre til mave-tarmfunktion. Øget fokus på balance og følesans - let berøring kan trigge yderligere reaktioner. Mobilisering er en naturlig måde at overleve på, når vi - kroppen - fornemmer, vi er ved at være trængt op i en krog - begrænset udvej, men den er der stadig. Kroppen er i alarmberedskab. Alle sanser er skærpede. Vi er klar til kamp eller flugt. Det kan foregå verbalt og fysisk. Der kan være en intens anspændthed, en væren "på vagt", en aggression, som vi ikke umiddelbart er bevidst om. Og som ikke kan tvinges eller negligeres væk. Tvang øger blot alarmberedskabet. Det forhøjede alarmberedskab kan være i lange perioder, men der er altid bevægelse. Det er ikke stationært eller varigt, selv om det kan opleves sådan.
   Der er brug for rum til at erfare, hvordan vi kan stoppe op - at restitution og hvile er mulig. Selv et øjeblik har en betydning.
   
3. Tredje strategi er Social kommunikation og Engagement
   Som et pattedyr er vi afhængige af hinanden og lever i flok. Vi holder øje med reaktioner hos andre. Og vi regulerer vores reaktioner i forhold til andres reaktioner. Flere hjernenerver indgår i denne regulering. Her indgår også viljestyrede forbindelser som regulerer kroppens indre tilstand. Det vil sige, at det hele ikke kun kører pr automatik.
   Læg mærke til, at social kommunikation og engagement er en overlevelsesstrategi. Det er livsnødvendigt.
   Det er langt mere end ord, der påvirker vores evne til interaktioner. Det er sociale gestikulationer - brug af kroppen. Det er øjenkontakt, Det er talens resonans og rytme. Det er ansigtsmimik. Det er evnen til at adskille lyde, så den menneskelige stemme træder tydeligere frem ift. baggrundsstøj.
   Når vi møder et menneske på et tidspunkt, hvor vi står meget sårbart, er vi ekstra opmærksomme. En del af det sker instinktivt. Vi kan skærpe evnen til at regulere kroppens indre tilstand, men det kræver nænsom opmærksomhed. Det kræver en ligeværdig, empatisk Kontakt.
   Der er brug for rum til at erfare, hvordan vi kan være socialt engageret. Nogle gange oplever vi mennesker for truende, så kan vi vælge et dyr - f.eks. en hund - eller det der virker for os i den givne situation.

Hvorfor beskriver jeg disse strategier så grundigt, når jeg har opmærksomhed på rum?

Fordi vores nervesystem giver en lynhurtig feedback på, om et rum er sikkert, og om menneskene i dette rum er til at stole på. Hvis det opleves sikkert, vil vores forsvarsmekanismer afbrydes. Jeg oplevede, at alle reaktioner blev favnet hos frisøren. Overlevelsesstrategierne og den adfærd, de medførte, fik plads hos hende. Det var, som om hun bare lod dem være. Hun havde ikke en trang til at give mig løsninger og råd. Hun lod det hele være. Klippede bare videre.

Jeg har i bagklogskabens lys indset, hvor meget det rum har betydet for min rehabilitering, for min heling.

At give rum til at leve - ikke kun overleve
Når vi skaber rum. Så er det på så mange planer, vi også skaber et, måske kunne vi kalde det, "kropsligt sikkert rum". Et rum hvor der også er plads til, at overlevelsesstrategierne kan få lov til at være der med alt det, de nu bonger ud med af reaktioner. Et rum hvor vi kan leve.

Tak til min frisør. Hun kunne nikke, se mig i øjnene (uden et vurderende blik), hun smilede, havde nogle rolige bevægelser, også når jeg var i højt arousal. Hun gik i resonans med min fortælling, bød ind med sin egne kommentarer og vigtigst af alt blev ved med at klippe. Hun var tro mod sit udgangspunkt. For det var ikke hendes ansvar at redde mig, kun at rede mit hår - og klippe det.

Jeg blev ubevidst mindet om, at livet bevægede sig videre, også når jeg midlertidigt oplevede det modsatte.

Vi opfanger hele tiden verbale og nonverbale signaler, som vores nervesystem bruger til at vurdere, hvorvidt en situation er tryg eller farlig. Det er som en knap (en trigger), der iværksætter et forløb i et knivskarpt elektrisk kredsløb. Og det foregår i et lynhurtigt neuralt netværk med forbindelser til flere indre organer, kropsdele og hjernen.

Hos frisøren fik jeg rum til at erfare, at reaktioner kommer, når der er behov for dem. En overlevelses-strategi går i gang, når kroppen oplever et behov for den. Vi er ikke selv i stand til at vælge eller styre hvilken. Det afhænger af hvad der udløser denne lynhurtige respons. En stor del af reaktionerne sidder ”på rygmarven” Dvs. vi reagerer på splitsekunder, afhængig af, hvordan kroppen oplever en trussel.

Disse reaktioner er en del af vores hverdag. Det behøves ikke være en livstruende situation. Det er nok, at situationen opleves som livstruende. Og strategierne følger ikke en bestemt rækkefølge - f.eks at vi starter med social kontakt, så går vi i Mobilisering og så i Immobilisering. Nej, vi scanner omgivelserne, hvor stor opleves truslen og herfra tændes en lynhurtig regulering. Dette foregår ikke oppefra hjernen og ned. Det foregår nede fra kroppen og op til de ældste dele af hjernen, så du er sjældent bevidst om det, når det sker.

Du kan gradvist blive mere bevidst på signalerne - f.eks. en opspænding ved øjnene. Det kræver en nænsom opmærksomhed, som ikke kan forceres. Meget langsomt er meget hurtigt, for reaktionerne er lynhurtige.

Vi kan opleve disse lynhurtige reaktioner i vores hverdag i en eller anden form. Reaktionerne er ikke syge, men sunde reaktioner på trusler. Og, jeg understreger; ens egne oplevede trusler er ikke altid det, andre oplever som livstruende.

Måske er det værd at give eksempler på noget, der kan der vækker frygten:
Når vi ”taber ansigt”, får en (u)ventet kommentar fra en anden, skal til møde med chefen, vi mister en rolle - vores barn flytter hjemmefra, vi mister et job eller en arbejdsfunktion, har et skænderi (ja, før vi starter skænderiet, oplever vi en trussel, ellers ville vi ikke skændes;-). Hvis vi mister en del af vores førlighed, vi skal til eksamen, vi får en mail fra jobcenteret under sygdom eller jobsøgning og meget, meget mere.

Trusler - og sanseinput - er en del af livet
En situation opleves forskellig afhængig af vores udgangspunkt. Forskellige sanseinput kan trigge. En "gammel historie" vækkes. Det kan være måden, en anden kigger på os - måske en vi oplever som en autoritet, en som vi oplever os afhængige af. Det kan være lydene omkring os, der trigger. Det kan være hjertet, der banker eller lyset der blinker. Det kan være bevægelser eller berøring, der trigger.

Det er bare reaktioner.

Men hvordan kan vi agere med disse reaktioner i hverdagens mangfoldige situationer? Vi kan forholde os til sanserne. Nogle input kommer udefra, nogle indefra kroppen. Alle har en betydning, men vi behøves ikke bevidst forholde os til dem alle. Nogle sanser har direkte forbindelse til storhjernen - nogle sanseinput kommer via den hurtige rute eller den langsomme. Afhængig af oplevelsen af fare. Alle kan give en støtte, som vi ikke umiddelbart er bevidste om.

Specialeergoterapeut Birgitte Gammeltoft beskriver i sin bog "Sansestimulering for bedre sanseintegration hos voksne", hvordan en grundlæggende forståelse for sansernes samarbejde, samt hvilke typer af stimuli, der virker på hvilken måde, er universel til alle aldre. Uanset funktionsniveau.

Frisørens rum - når sanserne er med
Ja, lad os dvæle ved sanserne og dykke ned i de andre sanseinput, jeg oplevede i rummet hos frisøren. Frisørens stol støttede mig. Stolen var i en højde, hvor jeg havde solidt fodfæste. Sædet var rundt og behageligt glat. Jeg kunne mærke ryglænet. Her var kontakt til sæde og gulv. Jeg kunne have hænderne på armlænene, hvis jeg havde brug for yderligere Kontakt. Stolen støttede mig i at sidde oprejst - i balance og med værdighed. Belysningen havde et varmt skær, som virkede beroligende. Når jeg kiggede i spejlet, kunne jeg se døren. Og når jeg tog brillerne af, nedsatte jeg synsinput - alt blev tåget. Andre gange startede jeg med solbriller på - en afskærmning for lyset. Givtigt. Frisøren lagde en kappe om mine skuldre. Et tryk der var med til at afgrænse forbindelsen til omverdenen, særligt givtigt at mærke det bag mig. Hun redte mit hår, jeg mærkede børsten i hovedbunden. Et tryk samt en bevægelse, der var lige tilpas. Ikke for hurtig. Nogle gange tyggede jeg på et pebermynte tyggegummi, lugten vækkede en forbindelse til her og nu, smagen åbnede op ned i svælget. Tyggebevægelsen beroligede. Rummet var stille. Vi var alene - interaktionen var imellem os - ikke nogle andre "menneskedyr", jeg skulle være på vagt overfor.

Gradvist kunne jeg mærke fornemmelserne i kroppen. Kontakt indadtil - og udadtil. Jeg blev i stand til at være til stede.

Det er nødvendigt med et rum, hvor sanseinput og arousal er afstemt i en eller anden form. Her bør vi ikke kimse af det sociale engagement...Hey, er vi set som en del af flokken, eller er vi dømt ude?
Et rum hvor der er plads til iværesættelse af de mere overvældende reaktioner. Vi kan finde dem på steder, vi ikke altid regner med. Vær åben for mulighederne.

Vi har en sanselig hukommelse. Jo "renere" rum, vi oplever, jo renere er vi i stand til tale. Dvs. en tale med færre reaktioner og mere fyldt med muligheden for aktion.

Find dine egne rum
Historien og kroppens reaktioner vil altid være der, men evnen til at distancere sig fra historien og fra reaktionerne kan ændre sig, når vi skaber og giver rum til det.

Frisørsalonen var ikke et sted, hvor jeg tog til for at få hjælp/behandling for mine skade, men den viste sig at blive et betydningsfuld rum for heling.

Og måske bliver du nysgerrig; hvor tit kom jeg der? Måske 2-3 gange om året. Det drejer sig ikke om antal men om kvaliteten i rummet. Erfaringerne fra frisøren gjorde det nemmere at blive bevidst om andre rum, og hvordan jeg kunne skabe dem.

Jeg fandt et trygt rum et sted, der var så uforventet. Og det tog mig lang tid at indse, hvor meget det betød. I øjeblikket oplevedes det altid rart at være der. Men det var først noget, jeg registrerede flere år senere.

Når jeg ser tilbage, er det med et ”wow, jeg havde ikke forestillet mig, at det blev så helende et rum”. Der var heling i det på en måde, som ikke er forbundet med vores fastlåsende forestillinger om frisører.

Jeg kan opfordre dig til at finde dit eget rum. Det er ikke sikkert det virker for dig ved frisøren, men der er så mange andre steder.

Sikre, trygge frirum kan findes alle steder. Og de behøves ikke have en bestemt fysisk form. Det er meget mere end den fysiske form, der har betydning. For det er alle sanserne, der spiller med i den instinktive vurdering af "rummet".

Vær åben for mulighederne. Lad dig ikke styre af fordomme og forestillinger. Måske er det værd, blot at iagttage, hvilke "rum" der støtter dig lige her og lige nu. Hvor mærker du en lethed, fred eller glæde?