Anette Jacksons baggrund

Lad et levet livs erfaring komme andre til glæde

Trangen til at søge væk/ at undvige "The f***ing facts" er der, når vi f.eks. oplever at blive diagnosticeret med varige skader/kroniske sygdomme. Det er forståeligt. Den trang har vi alle på forskellige tidspunkter i livet.

Jeg har erfaret, at så længe jeg søger en behandlingsmulighed / en løsning, så har jeg heller ikke fuldt accepteret min situation her og nu.

Der er også tidspunkter, hvor behandling (løsninger) er nødvendige eller har betydning. Det er såmænd ikke det.

Jeg kan bare se, at jeg kan gøre langt mere forskel der, hvor det ikke er behandling, jeg tilbyder. Jeg vægter i stedet handlingsforløb (med fokus på at stoppe op;-) Jeg gør det igennem mit website, øvelser, tekster, video, lyd og samspil.

Jeg har erfaret, hvordan mulighedsrummet bliver skabt og hvordan forbindelsen forbliver, når vi accepterer tingenes (og kroppens) tilstand.

Der er håb, når der er liv - og død. Noget nyt (gen)opstår. Det kan ikke forceres. Og man har brug for ubetinget opbakning, vikarierende håb og tillid.

Igennem en årrække har jeg på egen krop erfaret, hvordan traumereaktioner er almenmenneskelige reaktioner i en mere intens version.

Reaktioner er ikke overreaktioner, men en reaktion på det der sker og ikke mindst det, der vækkes...som andre (inklusiv en selv) ikke altid kan se. Det kan være svært at begribe og rumme.

Jeg er dybt taknemlig for, at jeg var ergoterapeut, da jeg og min familie blev traumatiseret. Jeg har haft svær PTSD. Senere udviklede der sig smerter og kramper. I dag ved jeg, at hvert skridt var betydningsfuldt.

Den erfaring jeg har gjort mig, ønsker jeg, at andre kan drage nytte af. Historien kan nemt komme til at fylde for meget, men samtidig har jeg erfaret, at den kan være med til at konkretisere det der ligger bag.

Jeg valgte at starte mit eget firma som en måde at skab rum til egen og til familiens rehabilitering. Og tage en master i rehabilitering med specialiseringsspor i professionelle relationer. Det skete på et tidspunkt, hvor jeg stadig kæmpede (og flygtede).

Jeg havde en årrække, hvor jeg rent intellektuelt forstod, hvad det drejede sig om. Men kropsligt var der ikke så klar en forbindelse. Forståeligt nok. Det skulle have sin tid.

Meget langsomt kan være meget hurtigt.

Jeg ønsker, at den indsigt jeg har opnået, kan komme mange til gavn. 24 års erfaring som ergoterapeut, samt 13-14 års erfaring med at være aktør i livet - også når det har overvældet massivt - har givet en forståelse og ydmyghed for de kræfter, der ligger bag. Og en tillid til at livet bevæger sig - vi er ikke alene, selv når vi oplever det sådan.

Der er noget, der bærer, når det opleves ubærligt.

Det handler ikke så meget om traumer og sygdom, som det handler om livet. Og jeg vil gerne støtte op om at leve livet, med alt det, det nu indebærer.

facebook-squarelinkedin-squareinstagram